- margrethewivel
Skrædderi til hverdag
Anne Eskildsen elsker godt lavet tøj. Det kalder hun kvalitet i hverdagen. Desværre kender hun også til at skulle forsvare sine valg overfor folk, der ikke forstår, at hun prioriterer sine penge på skræddersyet tøj.

Min parallelhistorie
Nogle gange møder man sin parallelhistorie. Det har jeg med Anne Eskildsen. Ligesom jeg, læste hun om Karen Blum i Politiken i 2011 og blev inspireret til at gå til skrædder (læs indlæg om Karen her på bloggen). Og ligesom jeg, tog det derfra fire år, før hun i 2015 fik lavet sin første aftale med en skrædder og fik syet sit første stykke tøj. Og ligesom jeg, er hun blevet afhængig af godt syet hverdagstøj, der bare passer og fungerer. Kig med i Annes imponerende hverdags garderobe af skræddersyede bukser, jakker og skjorter.
'Den lille sorte' her i bomuld med lille halskrave, hvor ærmekanter og kjolekant har fået påsat frynser, som Annes skrædder har lavet ved at travle stoffet op. Kjolen koster kr. 6.800.
Tøj som kunsthåndværk og hverdagskvalitet
Anne har altid interesseret sig for tøj - særligt couture tøj hos de helt store navne som Chanel og Dior. Hun kan huske hendes mors veninde fortælle om, hvordan hun syede for Dior som ung, da hun boede i Paris. Da ægte couture jo er helt udenfor rækkevide, blev det ved fascinationen af virkelig smukt og godt håndværk. Med skræddersyet tøj har Anne fundet kombinationen af tøj, der fungere i hverdagen og noget, der er syet lige til hende med godt håndværk. Samtidig taler det til Anne, at have nogle få men virkelig gode stykker tøj, som hun ved bliver brugt igen og igen.
Smuk overfrakke i brun Harris Tweed med små sting af blåt i vævningen. Harris Tweed er håndvævede uld tweed fra får fra de Ydre Hybrider. For at være Harris Tweed, skal ikke bare fårene komme fra de Ydre Hybrider. Også forarbejdningen af ulden, farvningen og vævningen skal ske hos de lokale producenter. Harris Tweed er beskyttet af den såkaldte 'Harris Tweed Act'. Frakken er lavet med raglan ærmer og krave, der kan knappes med skønne læder knapper. Frakken kostede kr. 11.500.
Anne her i hvid bomuldsnederdel i Broderi Anglaise til kr. 4.500. Hertil jakke i uld gabardine med 'sadel skuldre' til kr. 7.300.
Første møde med en skrædder
Anne brugte dog en del år på at overveje ideen om at gå til skrædder. Da Anne endelig beslutter sig for, at det skal være nu, googler hun skræddere i København og finder her frem til Susse Thorseng Lærche.
Anne kom til Susse med ønske om at få lavet en jakke, hun kan bruge i arbejds-sammenhænge, når hun skal 'være på', uden at være for fin eller formel. Anne havde selv en idé om, at den skulle være sort og lang. Men efter at have talt med Susse, kom de frem til en brun jakke i boucle stof, der ville passe godt til Annes farver og resten af hendes stil.

Skjorte i viskose til kr. 4.300. Bukser i hør til kr. 4.500.
Siden er der kommet meget mere til. For Anne oplever at det tøj, Susse syr til hende, bare fungerer. For eksempel har Susse udviklet et særligt snit i bukser til Anne, som bare holder. Til dato har Anne fået lavet 10 par busker i alt fra hør, uld, gabardine og bomuld.

'Musling-kjole', der er lidt af en signaturkjole fra Annes skrædder, Susse Thorseng Lærche. Den er lavet i silke og koster kr. 5.500.
En garderobe skal planlægges
Anne arbejder som projektleder i administrationen på it-universitetet og lægger mange timer på arbejde hver dag. Så hendes tøj skal være noget, hun har det godt i og føler sig tilpas i hele dagen.
Men hun er også vant til at planlægge og tænke frem. Det gør hun også med sin garderobe. Hun sætter derfor fast kr. 15.000 af hver sæson, som hun kan få syet tøj for hos Susse. De mødes så fast før både sommer og vintersæson og planlægger, hvad der skal laves til den kommende sæson.
Klassisk jakke i blåt hør til kr. 7.500.
Er det luksus eller fornuft?
Anne oplever at få rigtig mange komplimenter for sit tøj og spørgsmål om, hvor det er fra. Når hun så fortæller, det er fra hendes skrædder, oplever hun til gengæld, at hun skal forklare en hel del, såsom hvad det har kostet? Og hvorfor bruger hun så mange penge på at få det syet hos en skrædder? Forklaringer (eller forsvar) hun ikke ville skulle give, hvis hun havde købt det i en kæde-butik. Det er jo egentlig mærkeligt, når man tænker på, hvor meget mere anvendeligt og holdbart hendes skræddersyede tøj er. Hun fornemmer dog, der lige så stille en ændring på vej. Bevidsthed om produktionen bag tøj og dets holdbarhed er begyndt at optage folk.

Anne har fået udviklet et snit i busker, der bare sidder rigtig godt på hende. Hun har gennem årene fået lavet i alt 10 par bukser i forskellige farver og materialer. Alt efter materiale ligger de på mellem kr. 4.200 og kr. 4.500.
Brug og pleje
Det er vigtigt for Anne, at tøjet kan holde i hverdagsbrug og ikke mindst, skal hun kunne cykle i det. Det kan dog koste på foret, slidser i nederdele og sædet i bukserne, der bliver ekstra slidt af cykelbrug. Så reparationer er den del af vedligehold. Men hendes tøj holder i årevis på trods af megen brug.
Et godt trick er at dampe tøjet i stedet for at stryge det, så man undgår at lægge luven ned. Anne har en lille hånddamper, som hun også kan tage med på rejser.
Anne i sin brune bouclé jakke, der var det første, hun fik syet til hos Susse. Den kostede for fem år siden kr. 6.500. Under den har hun en skjorte i viskose til kr. 3.900. De røde bukser i bomuld koster kr. 4.200.
Klædt på til vinteren
Annes allerseneste skrædderier er en cardigan jakke i uld, alpaka og lidt lurex, der er en tråd i vævningen, der giver lidt glimmer. Sammen med jakken har hun fået lavet endnu et par busker, som bliver det 11. par i rækken. Buksrne er i merino uld. Som noget nyt har Anne sprunget ud i at få lavet noget i læder. Det er læder skrædder Hanne Harnov, der har syet en brun læderskjorte til Anne i lamma nappa, som giver fin kant til den mere klassiske jakke.
Anne er netop trådt ud af Susses skrædder-salon i Odd Fellow palæet med denne sæsons nye sæt. Det er blevet til nye bukser i merino uld til kr. 4.350 og en ny cardigan jakke i uld, alpaka og lidt lurex, der giver en glimmer effekt til kr. 8.600. Begge dele fra Annes faste skrædder, Susse Thorseng. Herunder ses skind skjorte i lamme nappe fra Hanne Harnov til kr. 7.500. Ovenover ses Annes frakke i Harris Tweed.
Links til hjemmesider nævnt i denne blog - i den rækkefølge de bliver nævnt
Susse Thorseng Lærche, der har været Annes skrædder gennem de sidste 5 år
https://www.tlmodesalon.dk/ og https://www.instagram.com/thorsenglaerchesmodesalon/
Læs mere om Harris Tweed, som Annes brune overfrakke er lavet i
https://en.wikipedia.org/wiki/Harris_Tweed
Hannes Harnov, der har syet Annes læder skjorte
https://www.hanneharnov.com/ og https://www.instagram.com/hanneharnov/
Tak til Klaus K Nielsen for brug af billeder.