• margrethewivel

Skrædderi som dannelsesrejse

Updated: Nov 27, 2020


Vejen til skrædderi har været en rejse ind i forståelsen for farver, former og materialer. Og så har det været en rejse hjem til Tyrol og tilbage til danmark. For Ruth har et ben i det konservative Østrigske Alpe-område og et andet i det liberale København.

Ruth med sin moderne 'guldhue', en hårbøjle lavet i stof og efter inspiration, fra de traditionelle østrigske huer til kvinder


Da Ruth flyttede til Danmark for snart 20 år siden, oplevede hun, at det nordiske tøj passede hende dårligt. Særligt bukserne skulle næsten altid lægges op. Det kunne Adel, en reparations-skrædder på Vesterbrogade hjælpe hende med. Efterhånden som hun lærte Adel at kende, fandt hun ud af, at han faktisk var uddannet skrædder fra Libanon med speciale i skind. Ruth ville netop gerne have nogle læder-bukser i et helt særlig snit - og med den rette benlængde - så dem lavede Adel til hende med stor succes. Ideen om at få syet sit tøj var født.


Det var nu ikke kun hendes højde, der faldt ude for den gennemsnitlige danske norm. Også hendes farver var lidt anderledes end dem hos de typiske nordiske kvinder. Og nogle af de farver, der klæder Ruth bedst, kommer næsten aldrig på mode.


Men hos små designere på Vesterbro, oplevede Ruth at kunne bestille konfektionstøj i farver, som passer hende. Ud fra de modeller, der var udstillet, kunne Ruth vælger stoffet fra de forskellige ruller, som designeren havde liggende.


Desværre opdagede Ruth, at hun kom til at lugte af sved i meget af tøjet, fordi det ofte var lavet af polyester, eller foret var i polyester. Sådan er det med polyester, man ånder dårligere i det, og samtidig kommer ens sved til at lugte dårligt i polyester. Det gik op for Ruth, hvor ofte foret i både stangtøj og konfektionstøj er polyester. Selv festkjoler i silke har for i polyester. Og så er man jo lige vidt, som Ruth siger i forhold til at betale for en god krops oplevelse i tøjet. Ruth begynder i stedet at få øjnene op for værdien af naturlige materialer som uld og silke, man kan ånde i.


Alt det fik Ruth til at lede efter en skrædder, der kunne sy til hende i både former, farver og materialer, hun kan lide. Hun fandt en dameskrædder på Bülowsvej, der kaldte sit skrædderi for Soulmade. Det er siden lukket, men Ruth nåede at få syet adskillige ting der. Altid i farver, som hun ikke kunne finde i almindelige butikker og i materialer, især silke, som hun befinder sig godt i. Da det er lavet for over 10 år siden, kan hun ikke længere huske prisen, men som hun siger, de havde små børn, så prisen kan ikke have været overvældende.


Ruth får som noget af det første syet kjoler i silkestoffer og farver, der klæder hende, men som sjældent kommer på mode.


Ruth arbejdede på det tidspunkt på et sprogcenter, hvor nogle pakistanske kvinder forærede hende noget pakistansk stof. Det vakte interessen for at krydre sin garderobe med etniske udtryk, og Ruth fik syet en kjole hos Soulmade i stoffet. Men efterhånden vendte Ruth sig mod sit eget etniske ophav, nemlig det tyrolske.


Rejsen tilbage til Tyrol

På et besøg hjemme i Østrig falder Ruth for et hvidt loden stof, som er en særlig valket uld kendt netop fra hendes fødeegn. Det er det stof, man kender fra de traditionelle lodenfrakker. Her købte hun også de traditionelle bindebånd. Tilbage i Danmark fik hun skræddersyet jakken hos Soulmade efter et forlæg, der er stærkt inspireret af traditionelle tyrolske uldjakker. Foret er i silke, som Ruth sætter i alt sit skræddersyede tøj, og Ruth holder meget af de udvendige sømme ved indsnittet.


Jakken er inspireret af en traditionel jakke fra Tyrol men i en moderne udgave. Den er lavet af loden uld fra Ruths hjemegn, hvor bindebåndene også er købt. Foret er i silke. Jakken er lavet i Danmark.



Ruth er vokset op i en lille landsby i de tyrolske alper. Et meget konservativt opland, med strikse normer for familieliv, kirkegang og ikke mindst traditionel klædedragt.


Ruths forældre kom ikke oprindeligt fra Tyrol og var meget lidt interesseret i den traditionelle folklore eller den konservative livsstil, den signalerer. Ruth kan huske, hvordan hendes mor måtte låne en traditionel folkedragt til Ruth, når børnene skulle have sådan en på ved skolernes sommerafslutningen.


Men i takt med at Ruth slog sig ned i Danmark, blev gift og fik børn her, begyndte hun at interessere sig for sin hjemegn, særligt de gamle håndværksmæssige teknikker og brugen af naturlig materialer. Interessen for godt håndværk og identitet løb sammen.

Ruths far gik heller ikke i herretøj lavet af loden, der er traditionelt for den egn. Faktisk fik han hele livet skræddersyet sine jakkesæt, blandt andet fordi han havde en lidt defekt skulder som følge af børnelammelse. På den egn var han kendt for den røde professor, der underviste på universitetet.


Ruth og hendes familie var altid kendt som de lidt mærkelige tilflyttere. Alene det, at de var tilflyttere, var nok til, at de var ikke er en naturlig del af landsbymiljøet. Deres forældres politiske overbevisning og holdning til folklore og alpetraditioner gjorde det bestemt ikke bedre. Ruth er med andre ord, slet ikke indpodet tyrolske dyder som det traditionelle tøj signalerer.


Men i takt med at Ruth slog sig ned i Danmark, blev gift og fik børn her, begyndte hun at interessere sig for sin hjemegn, særligt de gamle håndværksmæssige teknikker og brugen af naturlig materialer. Interessen for godt håndværk og identitet løb sammen. Ruth har dog bevaret et vist forbehold. Som hun siger, 'det skal være folklore med et tvist'.



Traditioner med et tvist

En af de måder, Ruth giver folkloren et moderne tvist er i sin 'dirndl', som hun bruger, når hun skal til middag eller fest. En dirndl er en traditionel klædedragt for kvinder i de tysktalende alpeområder. De fleste kender nok en dirndl fra de kjoler, kvinderne har på ved Oktoberfesterne.


Ruth viser her en 'dirndl' syet til hende i en 'moderne' udgave, men efter oplæg fra den traditionelle klædedragt for kvinder i de sydtyske og østrigske alper. Den ligger på 450 Euro.


En dirndl består traditionelt af en tætsiddende top (det er vigtigt, den sidder tæt), en nederdel og et matchende forklæde bundet med en stor sløjfe. I de klassiske dirndl, vil der være en bluse under toppen.


Det har også betydet noget, hvordan man binder sløjfen. Når man som Ruth her binder den i højre side, betyder det, at man er gift. Bandt man den i sin venstre side, signalerer man derimod, at man som kvinde er 'åben for tilbud' fra mænd.


En dirndl er inspireret af de traditionelle folkedragter, men i modsætning til folkedragterne er de ikke underlagt egnsspecifikke regler. De kan fortolkes og bruges, som man vil. Ruth har fået syet sin dirndl som en tubekjole og med et forklæde i print af alperne, som er det hun savner allermest ved sin fødeegn.



Elementer af traditionelle klædedragter

En anden måde, Ruth forbinder sig til sine traditioner uden at skulle købe hele pakken, er ved at bruge de traditionelle accessories på en ny måde.


Elementer af traditionelle klædedragter er taget ud og genfortolket eller sat i en ny sammenhæng.


Elementer af traditionelle klædedragter er taget ud og genfortolket eller set i en ny sammenhæng. Blandt andet har hun et sort silke bælte med korsstingbroderi i guld, der er taget fra de traditionelle tørklæder i udskæringen på folkedragterne. Og fra kunsthåndværkeren Niely Hoetsch har hun en slags hårbøjle, der er inspireret efter den traditionelle ’guldhue’. Det er en særlig hovedbeklædning, som kvinder traditionelt har båret i nogle områder af Østrig. På samme måde har Ruth fået lavet en moderne udgave af 'krosesmykket', kvinders traditionelle halssmykker.



Ruth går hele vejen

Ruth har i dag også en 'rigtig' folkedragt fra sin fødeegn; en landsby i Alperne i nærheden af Innsbruck, hvor hendes mor stadig bor.


Folkedragter varierer fra egn til egn. Men der er altid strikse og nedskrevne regler for, hvordan de skal se ud. Der er også særlige butikker, der sælger det stof, man skal bruge. Der er dog enkelte elementer i dragten, hvor der er et par valgmuligheder. For eksempel kan man vælge mellem fire forskellige motiver på bryststykket, hvor Ruth valgte granatæblet.


Nederdelen skal være i sort uld, og Ruth har valgt en kraftig kvalitet, for at få den til at falde tungt og flot. I overgangen mellem liv og skørt er håndlavede rynker. Forklædet skal være i en særlig mørkeblå silke. Ruth valgte at få lavet et sort silkeforklæde til også.


Blonderne er maskinlavede, men efter en oprindelig teknik. Der hører også særlige hvide bomulds-hulstrømper til og sko med særlige spænder. Hele dragten inklusiv materialer, sko og strømper ligger på 2000 Euro.


Ruth ville aldrig bære folkedragten hjemme i Østrig. Men i Danmark bliver den for hende historisk ophav og stolte håndværks-traditioner.

Ruth fortæller, at hun bruger den ved meget festlige lejligheder. Ruth ville dog aldrig bære den, når hun er hjemme i Østrig. Her signalerer den et konservativt politisk ståsted, Ruth ikke sympatiserer med. Men i Danmark bliver den for hende historisk ophav og stolte håndværks-traditioner.


Hun bruger den også, når hun optræder med sit kor. Så skifter hun det blå forklæde ud med et sort, og den hvide skjorte med blonder ud med en sort top. Hun har desuden fået skrædderen til at gå på kompromis med regler, og fået hende til at lave bryststykket, så det kan vendes om og bare er sort. Så bliver folkedragten bare en smuk sort lang kjole. Hvis de så det hjemme i Tyrol, ville det nok blive påtalt.


Ruth har fået lavet en helt traditionel folkedragt, som den skal se ud på Innsbruck-egnen, hvor hun kommer fra.



Tilbage til Danmark

Det næste Ruth har i pipelinen i sin skræddergarderobe er en kjole i læder. Ruth har længe ønsket sig en læder kjole inspireret af en kimono med bælte og lille krave.


Ruth tog kontakt til læder skrædder Hanne Harnov, der holder til i en af de små pavilloner ved Kgs. Have i København. Ruth tog forskellige billeder af kjoler i læder og billeder af kimonoer med, og sammen tegnede de sig frem til en tegning af en kjole i sort læder, som ramte det Ruth drømte om.


Ruth kunne vælge mellem en meget blød kvalitet sort læder og en lidt stivere, men også mere slidstærk kvalitet. For at sikre kjolen holder længst muligt, har Ruth valgt den mere slidstærke.


Hanne kunne med det samme give en fast pris på 10.000 kr. for opgaven. Ruth synes, det er en del penge, men hun ved, hun har en kjole hun vil bruge 10 år frem. I det lys, synes hun, det er en god investering.


Ruth er til stout-prøvning hos læder-skrædder, Hanne Harnov, der står for Ruths seneste stykke skrædderi. Når den endelige kjole i læder er lavet, bliver den lagt på her.


En vigtig del af processen bag skræddersyet tøj er at komme til prøvning. Hanne har nu syet kjolen op i stout-stof (en ubleget lærreds kvalitet), som hun retter til sammen med Ruth mens Ruth har den på. Da læder skal syes meget præcist for ikke at komme til at se for stor ud, har Ruth nu været til tredje stout-prøvning.


Som Ruth siger, er det en fantastisk oplevelse at få en stout på, og så begynde at få den rettet til, så den sidder helt, som det skal. Men hun tilføjer, at det er lige så fantastisk, at det er i orden at være i tvivl undervejs, at stille spørgsmål, bede om enkelte til-rettelser og føle sig tryg ved, at resultatet bliver godt. Sammen, mens kjolen tager form på Ruth, finder hun og Hanne frem til det helt rigtige udtryk.


Der skal dog en stout-prøvning mere til, inden Hanne begynder at sy den op i den læder kvalitet, som Ruth har valgt. Når kjolen er færdig, bliver den lagt op med de andre billeder. SÅ følg med...



Hvad, der startede med hjælp fra en reparationskrædder til at lægge op og ind, er foreløbigt kulmineret hos en af Danmarks mest velanskrevne læder-skræddere.


Men Ruths skrædderrejse har mest af alt været en dannelsesrejse i at integrere sit tyrolske ophav med sin danske tilværelse. At få en forståelse for værdien af godt håndværk og natulige materialer og at vide hvilke farver, der klæder hende.



I næste blog indlæg besøger jeg Hanne Harnov, der laver Ruths skræddersyet læder kjole.



Links til hjemmesider nævnt i denne blog - i den rækkefølge de bliver nævnt


Caroline Stafler f. Bongartz, som er skrædderen bag Ruths folkedragt.

http://www.tyroler-trachtendesign.at/

Niely Hoetsch, der laver en blanding af en hårbøjle og et diadem inspireret efter de traditionelle ’guldhuer’

https://www.jungbleiben.com/tradition-trifft-design-niely-hoetsch-kreiert-goldreifen/


Guldsmeden der har lavet Ruths halssmykke, 'krosesmykke'

https://www.schipflinger.at/index.php


Læder skrædderen hvor Ruth er igang med at få syet sin helt unikke kimono agtige læder kjole

https://www.hanneharnov.com/


280 views0 comments

Recent Posts

See All

TILMELD DIG VIA EMAIL