top of page
  • margrethewivel

International berømt broderidesigner fra Svendborg

Updated: May 4, 2021

Thomas Sjølander står bag Sjølander Embroidery, der laver broderier på kostumer til store internationale film produktioner som Harry Potter, Finding Neverland og senest Babylon Berlin. Hans næste ambition er at skabe det første kostumemuseum i Danmark på kajen i Svenborg. Men også private skrædderkunder kan få glæde af hans brodererier på kjoler, jakker og accessories.

På Tåsinge sidder en verdenskendt broderidesigner. Thomas Sjølander mestrer nemlig detaljer og teknik på et niveau, der gør ham efterspurgt til at broderer på kostumer til filmproduktioner i hele verdenen. Hemmeligheden ligger blandt andet i at få broderier, der er lavet på sofistikerede og højteknologiske maskiner, til at ligne noget, der er lavet i hånden. Mange maskinlavede broderier kan ellers få et fladt og uinteressant udtryk. Når Thomas designer og programmerer et mønster, der skal overføres til stoffet, indbygger han derfor bevidst små uensartetheder og broderer flere lag ovenpå hinanden, så det får et autentisk og organisk udtryk. Dertil kommer at Thomas igennem mange år har oparbejdet en enorm viden om mønstre og udtryk og kan rette til i de små detaljer, der giver det helt rigtige udtryk på stoffet.


Pulsen i Thomas' værksted er de to højteknologiske broderimaskiner, der frembringer de smukke broderier.


Det hele startede på Det Ny Teater

Thomas' karriere inden for skrædderi startede som elev hos den legendariske Lars Andersen på det Ny Teater i starten af 1990'erne med forestillinger som Flagermusen, Jesus Christ Superstar og La Cage aux folles. Det var også her, Jean Voigt skabte kostumer til Den glade enke. Grandiose opsætninger, der var helt nye for teaterlivet i København dengang, og som krævede lige så grandiose kostumer. Hver skrædder og elev havde et helt bord for sig selv oppe under loftet på det Ny Teater for at have plads til den enkelte robe.


Thomas' værksted er fuld af originale prøver til de mange, mange kostumer, han har broderet på gennem tiden. Bemærk hvordan et broderi får et autentisk og organisk udtryk ved at blandt andet at brodere flere lag oven på hinanden og skabe små uensartetheder.



London, Wimbledon School of Arts og firmaet 'Cosprop'

Efter endt elevtid gik turen til London til Wimbledon School of Art's linje for Costume Interpretation, som regnes for det bedste, hvis man vil noget inden for kostumeskrædderi. Samtidig fik Thomas først praktik og siden fastansættelse hos firmaet Cosprop, der laver kostumer til alle de største filmproduktioner særligt af historisk karakter. Thomas, der altid har haft en kærlighed for film som Værelse med udsigt, Howards End og Resten af dagen, var nu landet hos dem, der havde lavet kostumer til lige præcis alle de film. Noget af det første, han lavede som elev, var at sætte for i en hat til den store engelske skuespiller Charles Dance til filmen Gosford Park. Han var ubetinget landet det helt rette sted


Der skal bruges meget sytråd til broderierne og Thomas' værksted er fuld af det i alle slags farver og glans.


Tilfældet ville, at Cosprop netop på det tidspunkt stod uden en broderitekniker. Thomas overtalte sin chef til - på prøve - at brodere en kopi af en 1700-tals silkevest. Det skete hjemme på hans egen lille broderi-maskine fra Stof 2000, som han havde bragt med sig fra Danmark. Da Thomas skulle præsentere sin chef for resultatet, var kostumedesigneren bag store produktioner som James Bond tilfældigvis på besøg. Hun skulle netop i gang med kostumer til Harry Potter 2. Da hun så Thomas' broderede silkevest, besluttede hun, at Thomas skulle brodere på kostumerne til karakteren Glitterik Smørhår spillet af Kenneth Branagh. Thomas' skæbne og fremtid som broderitekniker var beseglet. Siden fik Cosprop langt bedre maskiner, og Thomas kunne pensionere sin Stof 2000 maskine.


Thomas' karriere som broderer startede med kostumer til Kenneth Branagh i Harry Potter 2


Sjølander Embrodery

Da Thomas flyttede tilbage til Danmark, beholdt han opgaver for både Cosprop og filmproducenters produktionsskrædderier, og han har siden levet af internationale kunder i filmindustrien.


Blandt de mange produktioner, han har leveret broderier til, er også seneste sæson af Babylon Berlin, hvor 'Armenerens' kone optræder med et stærkt futuristisk nummer, der hylder maskinen og teknikken. Broderierne skulle derfor også imitere et motherboard på en computer. Stoffet er faktisk så tyndt, at det måtte stabiliseres, før han kunne brodere på det. I det her tilfælde blev det gjort med en vandopløselig vlies på bagsiden, der sørgede for at stingene ikke trak stoffet sammen. Denne vlies blev vasket ud bagefter og tilbage var et broderi, der var helt blødt på et meget tyndt stykke stof. På kostumet blev broderiet bagefter lagt hen over et metalstof, og resultatet blev det flotte metalliske udtryk, det har i serien.


Kostumet til det futuristiske nummer i Babylon Berlin er inspireret af en computers motherboard.


Lige nu er Thomas i gang med at brodere en 1700-tals jakke til en engelsk filmproduktion, der skal optages i Prag. Thomas har blot en uge til at få broderierne på plads, så han skal passe den store broderimaskine, mens vi er på besøg.


Lige nu er Thomas i gang med at brodere en 1700-tals jakke til en engelsk produktion, der skal optages i Prag. Han har fået tilsendt et billede af en 1700-tals jakke med et broderi, som skal genskabes på kostumet. Han tegner mønstret op i et computerprogram, der kan genskabe det på det nye stof til kostumet. Han skal dog ikke bare genskabe mønstret, men også de mange små uensartetheder, som det originale håndbroderede mønster har haft. For kun på den måde opnår det nye broderi et autentisk udtryk, der ikke ser maskinproduceret ud. Skrol til højre for at følge processen fra computer til stof.



Private kunder

Thomas broderer også til private kunder, blandt andet i samarbejde med dameskrædder Susse Thorseng Lærche (læs indlæg om Susse her).


Sammen har de skabt adskillige smukke selskabskjoler og brudekjoler. Det er Susse, der tegner selve kjolen og har kundekontakten, og Thomas står for at designe og udføre broderierne. Det giver ikke bare mulighed for en helt unik skabt kjole. Thomas og Susse laver også selskabstasker med broderier, der matcher kjolens.


Selskabskjole designet og syet at dameskrædder Susse Thorseng Lærche. Underkjolen er sort silke. Herpå har Thomas designet og broderet blonderne. Bemærk hvordan broderierne ligger tæt mod halsudskæringen og bliver færre og større i takt med stoffet og kjolen folder sig ud mod gulvet. Nederst på kjolen og ud på slæbet har Thomas lavet en bort, hvorpå han har håndsyet sorte, klare Swarowskie perler. Kjolen koster samlet kr. 21.000. Skrol til højre for flere billeder.


I et andet samarbejde mellem Thomas og Susse finder vi denne brudekjole broderet med Vedbend torskemund, et motiv fra Flora Danica. Den er broderet både på bryststykket og ned langs siden på underdelen. Dertil har de lavet en kuverttaske med samme broderi. Kjolen koster samlet kr. 16.000. Matchende kuverttasken koster kr. 1.250.

Her ses andre eksempler på kuverttakser med broderier. De koster kr. 1.250 pr. styk.


Til sin egen 40 års fødselsdag inviterede Thomas til fest under temaet Alice i Eventyrland. Til den lejlighed skabte han dette kostume til sin mand. Her viser Thomas også, hvordan han bevidst laver små uregelmæssigheder og broderer i flere lag i udfyldningen af fx hjerterne for at undgå et fladt, maskinelt udtryk og give broderierne et organisk og håndlavet udtryk.




Kostumarium i Svenborg

Thomas' næste store projekt er at stå i spidsen for åbning af det første museum for kostumer i Danmark. Det skal ligge på kajen i Svendborg, hvor kommunen har afsat gamle lagerhaller til kreative erhverv og kulturelle initiativer. Her skal han selv have sit arbejdende værksted i museet, så publikum kan blive inddraget i processen bag broderier og kostumer. Der skal desuden være skiftende udstillinger af kostumer fra forskellige forestillinger, tv-serier og film.


Som fast udstilling har Anne Marie Helger doneret sine legendariske kjoler. Kjoler, der er lavet af Thomas' gamle læremester Lars Andersen. Ringen er sluttet.



Indtil de kan flytte ind i museet, bruges loftet i Thomas' midlertidige værksted på Tåsinge som opbevaring af kjolerne. I et orgie af krinoliner, tyl og store rober er det lille loft fyldt til bristepunktet med fantastiske kostumer skabt af Lars Anders.


Her står Thomas med et kostume til den tidligere kongelige operasangerinde Djina Mai-Mai, der turnerede med sange fra kabaretsangerinden, Dagmar Hansen. Djina Mai-Mai har nemlig også doneret sin samling af koncertkjoler til det kommende kostume museum, Kostumarium. Dragten er lavet af Lars Andersen og broderet af Thomas.


Loftet på Thomas' værksted er fyldt til bristepunktet med kostumer og koncertkjoler primært lavet af Lars Andersen. Her er der tidligere Kgl. Operasangerinde Djina Mai-Mais Dagmar Hansen kostume.



 

Se mange flere broderier på Thomas' egen hjemmeside eller følg ham på hans Instagram.

https://www.sjolanderembroidery.com

https://www.instagram.com/sjolanderembroidery/


Det engelske firma, der er en af de ledende i verden med hensyn til kostumer - særligt til film af historisk karakter - hvor Thomas fandt sin hylde inden for skrædderiet, som broderidesigner.

https://www.cosprop.com

https://www.facebook.com/cosprop/


Dameskrædder Susse Thorsenge Lærche, som Thomas har arbejdet sammen med omkring selskabskjoler med unikke broderier.

https://www.tlmodesalon.dk


Thomas står i spidsen for en gruppe engagerede mennesker, der vil skabe Danmarks første kostumemuseum, Kostumairum, på kajen på Svendborg.

https://www.kostumarium.dk

https://www.facebook.com/kostumarium


Foto ved:

Klaus Wivel

Thomas Sjølander

Kasper Juul

1,452 views0 comments

Recent Posts

See All
bottom of page